Rekvirenterne er typisk job- og ungecentre, forsikrings- og pensionsselskaber, SU-styrelsen eller Helbredsnævnet. I enkelte tilfælde er der tale om selvbetalere. Erklæringerne kan omfatte alle typer hjerneskader og udviklingsforstyrrelser, og foretages af klienter fra det fyldte 16. år. Følger efter alkohol- eller stofmisbrug, kognitive forstyrrelser ved smerter, mistanke om demens, eller behov for vurdering af intelligensniveau, kan også danne grundlag for undersøgelserne.
Thøger er fortrolig med forsikrings- og pensionsbranchens krav til erklæringer. Erklæringerne udfærdiges i overensstemmelse med retningslinjerne udstukket af brancheorganisationen Forsikring & Pension.
Er man ramt af en medfødt eller pådraget hjerneskade, medfører det praktisk taget altid problemer i dagligdagen. Nogle har modtaget genoptræning, og har derigennem fået en større forståelse for problemerne. Men mange mangler generelt overblik over de problemer, de er konfronteret med. Dette gælder også pårørende.